Bio

Mit liv er en blandet landhandel, en rodeskuffe
—  jeg,
ser ofte i billeder – har en kunstnerisk hverdag – skriver røverhistorier og fortællinger – formidler – kikker efter detaljer – altid på jagt efter et eventyr . . Det dejligste ved mine rejser er, at møde nye mennesker. Uanset om det er en snak på 5 minutter, eller et venskab for livet. Jeg føler mig rig og privilegeret, hver gang en person åbner sig op, og fortæller deres historie.
Mit liv, jeg hér betegner som en rodeskuffe, indeholder alt fra inspirerende sødmefulde bolcher til de skarpeste genstande, man skal holde sig langt fra — men, ligger det ikke i min skuffe, er det ikke mit liv, alt opleves, fordøjes og accepteres . .

 

Kirsten K Kester © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester

— ved fødsel dumpede jeg ud med et imponerende, og sjældent set handicap. Min krop var uden sammenligning, man kløede sig i nakken, og fandt i de græske gemmer: Arthrogryposis multiplex congenita (AMC) — navnet hentyder til de “buede led”, og så fik vi det sat på plads.

Mit handicap har aldrig voldt mig sorg. Min kørestol er et hjælpemiddel, eller et redskab til, at komme omkring — ikke en hindring. Jeg ser hverken mit handicap, eller kørestol som et problem. De er en ingrediens i kassen, og uden dem, er det jo ikke mig.

“Det er svært at skjule mit handicap, da jeg sidder i en kørestol — Det er ikke, at jeg er generet af min kørestol, men den forstyrrer ofte samtalen med folk jeg ikke kender, da kørestolen distraherer folks perspektiv . .”

_
I hverdagen — fra jeg står op til jeg går i seng, danner jeg billeder, sætter ord til sætninger, og streger til billeder. Allerhelst gør jeg det hele, på vej mod nye oplevelser. Blandt nye bekendtskaber, på rejser mellem folk jeg ikke tidligere har mødt, men kan blive min ven.
Med ord og sætninger, bliver historier til, om alt fra hovedpinens udfoldelser, til mødet med den hjælpsomme kvinde, på busstationen i Alma Aty. Der væver sig et farverigt, og fantastisk kludetæppe i mit liv, og jeg holder af, at sætte ord og billeder på.
I kunsten har jeg en verden jeg former som en leg, med skygger og flader, lys og farver.
— For flere årtier siden, går jeg på Århus Kunstakademi, som jeg mindes med en ungdom, der brændte for kunsten, men samtidig er jeg fanget i rusen, hvor alt er sammenvævet af glæde, nysgerrighed, og en uro, der udforskes, jeg afprøver livets finesser.

Tidligere arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke, giver god mening for mig med kommunikation, og samvær på tværs af grænser.
Min kunst har været vist mange steder, såsom Aalborg, Berlin, Frederiksberg, Hørning, Irland, København, Mexico, Møldrup, New York, Århus.
Uden mine rejser bliver min rygsøjle, som en slatten spaghetti. Det er først når jeg kommer ud i verden, indsnuser nye dufte, krammer fremmede mennesker, og søger ukendte veje, at jeg kan ranke ryggen, og være i mit eget jeg.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

EN RYSTET HJERNE
16. MAJ 2014 slår jeg, på vej ud af min bil, hovedet mod bilen. Ret hurtigt får jeg hovedpine, og er ikke i tvivl om, at jeg har fået hjernerystelse. Heldigvis er jeg netop kommet hjem, og kan gå i seng med det samme.
I efterfølgende uge aflyser jeg alt. Hviler det meste af ugen, læser ikke, og ser ikke på skærm (tv. pc, mobil osv), og jeg får det faktisk OK. “ Rejsen fortsætter på lærredet”, om Kirsten K. Kesters maleriske rejse univers.

— Knap tre uger efter, er jeg på vej til en virksomhed, for at hænge min kunst op til en udstilling — på vej hjem fra virksomheden; altså på vej ind i bilen, slår jeg nu bagsiden af hovedet mod bilen . .
Disse to slag, havde jeg rigtig gerne havde været foruden — siden maj 2014 har jeg haft det, der hedder PCS (Post Comotio Syndrom), eller langvarig hjernerystelse.

Ved langvarig hjernerystelse har man en alenlang liste af symptomer. Bl.a. lukker filteret for sanseindtryk mere eller mindre ned. —De første 4-6 måneder er rædselsfulde, når jeg er udenfor mit hjem. Alt, og med det mener jeg ALLE lyde, og ALLE bevægelser omkring mig, føltes som det er klasket helt op i ansigtet. Hundrede gange højere, og større end normalt. Det er som en overdosis af verdenen. Alt man observerer, lyder, føles og synes mange hundrede gange større. Samtidig er der smerter, tinitus, kvalme og udmattelse.

Omverdenen er et mareridt i flere år, og det tager mig et pænt stykke, inden jeg er ovre stadiet, hvor alle indtryk vælter mig omkuld.

Jeg har stadig langvarig hjernerystelse, og det går op og ned, men jeg har fået en tålelig tilværelse. Jeg er optimistisk syg, men hverdagen er barsk.

 


Kontakt
Handelsbetingelser