Hamburg © KirstenKKester.com | Kirsten K. Kester

Time-in i storbyen

RESTAURANTEN

Begejstringen bobler i mig. Bare jeg nu ikke bliver skuffet.

Ved første besøg. Flere år tilbage, står vi som små fede kalve, der netop har diet. Vi har lyst til en lille dans. I det mindste et hop, af begejstring. Mætheden har en ende, og alligevel vil vi have mere.

Sidenhen viser det sig, vores restaurant lukker. Uvisheden og fortvivelsen er stor. Åbner den igen. Finder vi en anden, der i den grad tilfredsstiller smagsløgene, øjet, og maven, der hungrer efter mere. De italienske godter er savnet.

Denne eftermiddag viser sig fra sin bedste side. Restauranten er genåbnet, nyrenoveret og ikke mindst, klar til, vi rykker ind, mæsker os i gode sager, som vi har frygtet var gemt og glemt, og nyder de gode ting i denne verden, har en evne til at overleve.

Midt i al nydelsen, roterer rummet en kvart omgang. Tinnitus hyler så højt, det er et under byens hunde ikke stimler sammen om mig. Hovedet bimler. Vejrtrækningen ryger helt ned i maven, jeg prøver at finde roen. Dieter er gået på toilet, og jeg lukker øjnene. Nu gælder alt, kun mig. Et par fokuseringsøvelser, bliver gentaget og jeg hører nu kun tinnitus. Nogle minutter går.. skal vi gå, spørger Dieter. Jeg åbner øjnene. Rummet står stille. Tinnitus mindsket og lyset gennem ruderne, er igen til at holde ud. Ja,svarer jeg, lad os det.

ROEN

Blafrende blæser bladende, hvirvlende mod hinananden, mod himmelen. Op og ned. De styrtdykker for så igen at stige til vejs. Et pust vrider vindretningen, vender og drejer de farvestrålende takkede former. Gule, røde og matgrønne blade, er vristet fra sit bo, og hvirvler nu mod andre, og sikkert dårlige tider.

Den Japanske Have i Hamborg strutter i flere retninger. I pæne retninger naturligvis, viser haven stolt sine sirlige efterårsmønstre, ro til bymennesket, det travle sind. Træk vejret, find roen.

Diskret skiltning i matchende farver, indbyder og gyder til respekt, ro og diskræthed. De tre unge mennesker, har skabt sin egen ro. På græsbredden ved den brune sø, dundrer musikken ud fra de medbragte højtalere. De unge mennesker værner om deres ro. I musikken er de sammen. De har kun øjne for hinanden. De har dannet en cirkel af ungdommelighed, den kan ikke brydes af et skilt.  Skiltningen med opfordring til diskræthed, bliver udvisket i de selvoptagede tanker, der fylder mere end de kan rumme. De er opslugt af dejligheden i ungdommen. Musikkens fede toner, og roen i deres samhørighed.

Diskræthed og skiltning hører til de gamle. Os der er færdige med, at larme så højt, at vi finder vores stemme.

Engangimellem er skiltning unødvendig.

FORDYBELSEN

Blinkende lys, i det stille vand. Tage og tårne aftegner himmelen. Skyline er noget vi mennesker indfanges af. Vores mund kruser, uden vi ved det. Byens lys kaster orange farver på himmelen, og søen indfanger stuen og soveveværelset belysning, gadernes lygtepæle, der sirligt følger gadens retning. Glimtene flimrer og hopper

Kameraet indstilles. Det umiddelbare indtryk skal foreviges. Erindres. Vises frem. Minde om. Og omfavnes endnu engang. Fordybelsen med kamera for øjet. Kikker i søgeren. Fokuserer, og finder målet i livet. Skønheder og uopdaget skatte, der blot venter på øjet fanger, og griber indbydelsen til nydelsen.

For et rystet hoved, er Hamborg en stor by, en storby. Trafikken ved søen er konstant. De to kontraster udelukker ikke hinanden. Den larmende og hurtige trafik, udrykningssirenerne, som skærer i marv og ben, stjæler ikke de blide skvulp, og de stille lys, som reflekterer. Vi står på stregen, mellem infernoet og stilheden. En storby byder på det hele. Med mit hovedrystende hoved, søger jeg oaser i larmen. Lærer de små tricks, og lommer, hvor der er plads til mig. Herfra vil jeg leve videre, indtil jeg bliver opslugt af noget andet.

Jeg tager et time-in, hvorend jeg er, og smutter videre.

5 thoughts on “Time-in i storbyen”

  1. Super dejligt at høre fra dig Kirsten. Et meget poetisk og dybt indlæg men bestemt meget smukt. Ja ja hvordan kan din sygdom og alle dine kvaler være smukke? Den evige frygt for hvordan man nu har det om lidt, kan klare det, nyde det for slet ikke at tale om tinnitus. Det kan dette indlæg bare Kirsten. Du formår til stadighed at kæmpe dig igennem det som jeg nok havde lagt mig på ryggen for.
    Tak for dette indlæg og sætter min egen nogengange utilfredshed i skammekrogen.

    Knus A

    Liked by 1 person

  2. Kæreste Annette. Tusind tak for dejlige ord, og forståelse for min situation. Livet er jo smukt, og det er svært ikke at nyde de mange herligheder det byder. Jo, jeg er bestemt trængt op i en krog, hvad sygdom angår. Det er møg svært, hver eneste dag, at finde vejen mellem alle bivirkninger.. men jeg VIL.. Kram, K.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s